tirsdag den 10. december 2013

Kødboller i karry

Kødboller i karry er en rigtig god og velsmagende familieret, som både er billig, nem og som smager godt.

Der skal bruges:
1 liter hønseboullion ( vand med 2 hønsetern)
Kødboller, der laves  1 portion frikadellefars (klik på link for opskrift)

Sovsen:
4 spsk olie
2 spsk karry
6 spsk  mel
1dl  mælk
1½ tsk salt
Kødboller
Bring hønseboullionen i kog. Bland frikadellefarsen sammen. Form farsen til boller/små frikadeller på din håndflade vha. en teske – du bestemmer selvfølgelig størrelsen, men vil anbefale at de er på størrelse med en valnød. Kog dem  indtil de flyder op. Tag dem op og læg dem til side i en skål, jeg bruger en hulske, da det er nemmest.
Sovsen
Varm olien op i gryden. Svits  karryen  i olien, dog ikke ved for hård varme, da karryen brænder på – svits i ca et halvt minut. Tilsæt melet og rør godt, og tilsæt boullionvandet og mælken under omrøring og lad det koge tykt. Når du synes sovsen har den rette tykkelse, så tilsætter du kødbollerne – smag derefter til med salt.
Ideer:
Jeg bruger ris (brune ris) som tilbehør.
Jeg servere ananasstykker til, som den enkelte selv kommer oven på retten. Det giver en dejlig sød kontrast til det lidt stærkere karry.

Sovsen kan sagtens fryses, husk blot ikke at røre for voldsomt i det når det skal tøes op, da kødbollerne går i stykker.

tirsdag den 19. november 2013

Svampet gulerodskage

Denne gulerodskage er både lækker og svampet. Den smager rigtig godt, også på anden dagen. Nogle gulerodskager kræver topping for at være god, det synes jeg bestemt ikke denne gør – topping er bare lige ’det sidste’ ved denne kage.

Til en bradepande.

Der skal bruges:
5 dl sukker
8 æg
4 dl olie
7 dl mel
4 tsk bagepulver
2 tsk natron
3 tsk vanillesukker
4 tsk kanel
800 gram reven gulerod

Fremgangsmåde
Æg og sukker piskes til massen er skummende. Tilsæt olie, mel, natron, kanel og vanillesukker. Kom derefter den revne gulerod (jeg bruger herbchopperen fra tupperware til ’rive’ gulerødderne med) og rør det rundt. Hæld dejen i en bradepande.
Bages i ovnen ved 175 grader i ca. 40 min.


Lækker flødeost topping:
100 g flødeost neutral
60 g smør
100 g flormelis
1 tsk. vaniliesukker

Denne kage er velegnet til at fryse.

søndag den 17. november 2013

Opskrift på svensk pølseret

Opskrift på Svensk Pølseret. En dejlig nem og hurtig aftensmad i en travl hverdag. Børnene elsker retten og de kan hjælpe med at lave maden.

Ingredienser
Der skal bruges:

2 stk glaskartofler
1 st ds tomatpure (140 g)
2 spsk paprika
3 dl mælk (jeg bruger skummetmælk)
1 ps røde pølser (ca 10 stk)
10 g margarine
1 stk. alm. løg

Smag til med salt og peber

Fremgangsmåde / Tilberedning
Hæld vandet fra kartoflerne og skær dem i mindre stykker – 1 x 1½ cm, eller som du ønsker. Brun margarinen og svits løgene klare. Skru lidt ned og kom pølser og paprika i, og svits det i ca 3 min. Tilsæt derefter resten og rør det godt rundt. Når det er kogt godt sammen, og har den konsitens du ønsker tilsætter du salt og peber – derefter er den klar til servering.

Ideer
Retten kan også bruges som en del af en alternativ buffet.
Skal retten kun spises af voksne kan der sagtens kommes mere paprika i.

Der kan selvfølgelig også bruges almindelige kartofler som du selv skræller, synes bare ikke det ændre nok i smagen i forhold til hvor meget tid der spares.

mandag den 1. juli 2013

Opskrift på madtærter


Opskrift på madtærter

Tærte er lækkert at servere til brunch, frokost og som tilbehør til aftensmad. Nogle gange laver vi det også bare som en hverdagsret med salat til.
Der er mange forskellige kombinationer af madtærter, se nogle forskellige slags nedenfor.

Jeg bruger denne opskrift på tærtedej: Tærtedej

Til et tærtefad med en diameter på ca. 26 cm, bruger jeg 9 æg, ½ dl mælk, salt peber - røres godt sammen. Jeg forbager tærtedejen og kommer en af følgende fyld på:

- Skinke i tern, stegt baconstykker, 5 stk. 2x3 cm rød peber, 6 stk. løg både, 5 buketter broccoli, 4 stk. gulerødder 1½x4 cm

- Laks i små stykker, spinat

- Kyllingtern,  6 stk blomkåls buketter, 6 stk løg i både

- Rester, ja det kan jo være alt. Men det kød jeg har, måske nogle kogte kartofler i 1x1 cm.

Derefter kommer jeg æggemassen ovenpå. Tærten sættes i en forvarmet ovn (200 grader) i ca. 25 min. Herefter har man en sund og lækker tærte, der nemt kan serveres, og også kan holde til dagen efter, hvis man ikke spiser det hele den første dag.


mandag den 22. april 2013

Karbonade opskrift


Karbonade opskrift

Min kære mands livret er karbonader med grønærter, så det er jo altid en fornøjelse at lave :-)

Der skal bruges:

½ kg hk. svin/kalve kød
1½ dl rasp
1 æg
½ tsk salt
½ tsk peber
margarine til stegning

Vejledning:

Vi er en familie med to voksne og to børn, så derfor deler jeg køddet op, så der er to små karbonader og fire mellem karbonader. Form kødet direkte fra pakken, uden at røre i det - højden skal være ca. 2 cm.

Slå et æg ud i en dyb tallerken og rør det sammen. Kom raspen, salt og peber i en anden dyb tallerken. Tag karbonaden i ægget, for derefter at vende det i raspen..husk der skal rasp på alle sider. Når alle er lavet kommes de på en mellemvarm pande med margarine. De skal have ca. 8 min på hver side.

Ideer:
Serveres sammen med kartofler og grønærter. Synes kogte nye kartofler er det bedste valg, men ellers bare almindelige kogte kartofler.


Billed: Copyright (c) 123RF Stock Photos

lørdag den 20. april 2013

Grov tærtedej opskrift


Grov tærtedej opskrift

Her er der nok verdens nemmeste tærtedejsopskrift, så smager skøn! Dejen bliver sprød og ikke klæbrig som nogle af købe tærtedejene har tendens til.

Der skal bruges:
Til en tærte, tærtefad med en diameter på ca. 26 cm.

100 g Fuldkorshvedemel eller grahamsmel
120 g hvedemel
1 dl vand
½ dl olie

Vejledning:
Brug køkkenmaskine eller håndmixer med dejkroge - ikke et must, men det er bare meget nemmere. Kom alt sammen og rør/ælt det godt.
Kom dejen over i tærtefadet og pres det ud i fadet og op af siderne. Når dejen er trykket i et jævnt niveau, så tag en gaffel og stik dejen ca 10 gange.
Kom dejen i en forvarmet ovn (200 grader), og forbag den inden fyldet kommes i.

Ideer:
Der kan bruges det mel man nu en gang har, synes bare smagsmæssigt at en grov tærtedej smager bedst.

torsdag den 18. april 2013

Hjemmelavet burger boller

Hjemmelavet burger boller

Er der noget bedre end at lave en helt enkel ret til en smagsoplevelse?? Købte burgerboller smager ikke af meget men ofte får man lavet de hjemmelavede burger boller for tunge, så retten kommer til at lægge alt for tungt i maven. Med denne opskrift er man ude over dette problem..

Der skal bruges: (til 12 stk.)

50 g gær
5 dl lunken vand
2½ sukker
1 tsk salt
2 æg
½ dl olie
100 g havregryn
150 g groft rugmel
550 g hvedemel
Æg til pensling
Sesam til pynt

Vejledning:
Opløs gæren i vandet. Kom sukker, salt, olie og æg deri og rør det godt. Tilsæt havregryn og melet og ælt det godt - ca 5 min hvis man bruger køkkenmaskine.
Dejen skal hæve et lunt sted i en time. Slå dejen ned og del den i 12 stykker. Lav de 12 stykker til boller - tryk dem flade på bagepladen, så de er 2 cm høje. Lad burger bollerne hæve i en halv time. Derefter pensles de med æg og drys lidt sesamfrø ud over dem.
Kom burger boller ind i en forvarmet ovn (210 grader) i 12 min - de skal være gyldne.

Ideer:
Ønskes en græsk burger, kan der laves tzatziki - det giver en helt andeledes burger.
Når jeg laver disse burger boller, så laver jeg altid dobbelt portion, for så bruger jeg dem som lækre boller til madpakken - for at gøre dem en anelse anderledes drysser jeg lidt groft rugmel i stedet for sesamfrø.

Billed: Copyright (c) 123RF Stock Photos
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...